Om Os > Nyheder > Pressemeddelelse

DRACHMANN ADVOKATER åbner retshjælp for erhvervsdrivende.

 

”PRESSEMEDDELELSE:

 

Gratis retshjælp til virksomheder

 

For første gang nogensinde er det nu muligt for virksomheder at søge gratis retshjælp. Det sker, når DRACHMANN ADVOKATER i Helsingør i august åbner ”Retshjælpen for Erhverv i Nordsjælland.”
 

 

”Der findes retshjælp for private og enkeltpersoner, men mange erhvervsdrivende har et tilsvarende behov for juridisk rådgivning og umiddelbar stillingtagen. Det vil de fremover kunne få hos ”Retshjælpen for Erhverv i Nordsjælland.”

 

Det fortæller advokat Anders Drachmann (H), partner i DRACHMANN ADVOKATER.

 

Han begrunder desuden det nye initiativ med, at mange mindre virksomheder jævnligt støder ind i problemstillinger, der komplicerer og belaster hverdagen unødigt. Desuden er der ofte i forbindelse med start af virksomhed en række spørgsmål, som man tøver med at søge juridiske svar på, både af hensyn til økonomien og tiden.

 

”Virksomheder har – præcis som private – nogle gange brug for et godt råd. En del af de forhindringer, de møder, kan overvindes før de vokser sig store med kort og konkret rådgivning,” siger Anders Drachmann og fortsætter:

 

”Det er en håndsrækning til de erhvervsdrivende og til virksomhederne, som forhåbentlig kan bidrage til vækst til gavn for hele regionen.”  

 

 ”Retshjælpen for Erhverv i Nordsjælland” tilbyder erhvervsdrivende juridisk rådgivning i forhold til, hvad man umiddelbart skal foretage sig i en konkret sag.  Advokaten vil kunne fortælle, om man bør gå videre med en sag eller droppe den. Desuden vil advokaten kunne henvise til en anden form for juridisk hjælp som f.eks. henvendelse til en advokat med speciale inden for den konkrete problemstilling eller andre rådgivere.

 

”Den mundtlige rådgivning vil være direkte og grundig.  Den rutine og erfaring den enkelte advokat har opnået i sit daglige arbejde, gør, at gæsten hurtigt kan få et klart, brugbart og kontant svar på de stillede spørgsmål,” oplyser Anders Drachmann.

 

 Det er gratis at henvende til ”Retshjælpen for Erhverv i Nordsjælland.” Eneste krav er, at man driver selvstændigt erhverv. Der er ingen krav til virksomhedens størrelse, indtjening eller branche. Som i den private retshjælp er al henvendelse personlig og anonym.

 

Retshjælpen har åben sidste torsdag hver måned fra kl. 17.00 - 18.30 i Helsingør Erhvervspark - H.P. Christensens Vej 1, 3000 Helsingør. Første gang den 25. august 2011.

 

 

DRACHMANN ADVOKATER er et af Nordsjællands hurtigst voksende advokatfirmaer med fem partnere og 23 ansatte. Udover advokatfirmaet består firmaet også af DRACHMANN EJENDOMSADMINISTRATION A/S.

Læs mere om DRACHMANN ADVOKATER på www.drachmann-advokater.dk

For yderligere oplysninger, kontakt:

Anders Drachmann, advokat (H), på tlf. nr. 49 28 04 35”

Log ind